Udlandspraktik åbner døre for at tale om tro

Af kandidatstuderende i statskundskab v. Aarhus Universitet

Det er søndag morgen og helt ekstraordinært har jeg fri. Her i Mellemøsten, hvor jeg er i praktik, er det nemlig overvejende muslimsk, så en almindelig arbejdsuge er fra søndag til torsdag. Det var underligt i starten, men er alligevel blevet noget jeg har vænnet mig til. Derudover ligger min kirkes gudstjenester også om fredagen, så det passer fint med, at jeg der i min weekend mødes med kristne fra forskellige kirker verden over.

Udlandspraktik er for mig en super givende oplevelse. Det giver mig mulighed for at få en større kulturel forståelse og frem for alt får jeg et mere nuanceret mit billede af mennesker omkring mig. Jeg oplever at møde mennesker, som lader mig stille svære spørgsmål og gerne vil svare. Jeg møder en taxachauffør som fortæller om tomheden i sit liv. Jeg møder en indonesisk kvinde, der fortæller om svære arbejdsforhold, hvor hun er i huset. Jeg møder den mellemøstlige studerende, som frem for alt drømmer om et semester i USA. Selvom det næppe er nødvendigt at tage til udlandet for at indse, at vi alle går rundt med bekymringer, glæder og problemer, er det ofte i mødet med andre kulturer, at jeg oplever det mere velkomment at stille spørgsmål, der kommer mere ind under huden på mennesker.

I en kulturel kontekst der i højere grad en Danmark er direkte præget af religion, oplever jeg det ofte også mere naturligt at tale om tro. Det at jeg er kristen, åbner på en måde flere døre for at tale sammen om tro, end hvis jeg havde været ateist, fordi vi så har en slags fælles forståelse af, at der er en Gud og i nogen grad også en fælles historisk referenceramme. I de samtaler vi har ser jeg, hvordan muslimer konstant kæmper for at være gode nok muslimer. Det får mig til se hvilken lettelse det er at vide sig elsket og værdig til himlen uafhængigt af mit eget godheds-niveau. Det som for mig har været den største overraskelse er dog, at jeg oplever at også mange kristne her fokuserer næsten ensidigt på kristenlivet fremfor på Jesus, hvorfra vi skal få kraften til det. Så må jeg bede både for mig selv, for kirken og for muslimerne og alle de andre i landet ”sæt os, så vi ser dig, Jesus”.

Ud over den personlige læring jeg får ved en udlandspraktik er det på det rent arbejdsmæssige plan også virkelig godt for mig at prøve at have en almindelig 37 timers arbejdsuge med masser af ansvar, før jeg engang for alvor bliver færdig på studiet og formentlig skal finde noget lignende. Den arbejdserfaring der kommer ved at være i praktik skal ikke undervurderes.

I går var jeg præcis halvvejs igennem min praktik her i landet. Sikke en mærkelig følelse det var, da det gik op for mig, at der allerede er gået 3 måneder. På den ene side kan jeg tydeligt se, hvordan jeg lidt efter lidt er faldet på plads og nu kender både byen, menneskene og arbejdet bedre. På den anden side er jeg jo først lige begyndt; der er masser af steder jeg endnu ikke har været, sproget er stadig svært, og der bliver ved med at være flinke mennesker at møde. Gad vide om jeg kan nå alt det jeg vil, før jeg igen skal hjem til Danmark? Jeg tror det faktisk ikke, men ser jeg frem til de velsignelser der er i vente her også de kommende måneder.

Drupal Website: Morten Najbjerg  |  Login